Alm. Brand A/S køber Codan Forsikring A/S’ danske aktiviteter

June 11, 2021

Selskabsmeddelelse nr. 11/2021

Alm. Brand A/S køber Codan Forsikring A/S’ danske aktiviteter

Alm. Brand A/S (“Alm. Brand”) meddeler herved, at Alm. Brand har indgået en bindende aftale med Intact Financial Corporation (“Intact”) og Tryg A/S (“Tryg”), gennem deres fællesejede datterselskab Scandi JV Co 2 A/S ("Sælger"), hvorved Alm. Brand køber Codan Forsikring A/S’ (“Codan Forsikring”) danske forretning (“Transaktionen”). Transaktionen forventes i øjeblikket gennemført i første halvår af 2022, når Intact og Tryg har overført Codan Forsikrings danske forretning til en til formålet etableret dansk juridisk enhed (“Codan DK”).

Bestyrelsesformand Jørgen Hesselbjerg Mikkelsen udtaler:
“Med købet af Codan DK sætter vi som samlet bestyrelse en klar strategisk kurs og styrker selskabets langsigtede konkurrencekraft væsentligt. Vi fordobler forretningsomfanget og bliver en af de største aktører på det attraktive danske skadesforsikringsmarked med en stærk kapitalposition og meget spændende udviklingsmuligheder fremadrettet. Vi glæder os til at byde kunder og medarbejdere fra Codan DK velkommen. Vi mener, at dette er en attraktiv handel for aktionærerne, som vil skabe væsentlig værdi over de kommende år.”

Adm. direktør Rasmus Werner Nielsen udtaler:
“Alm. Brand og Codan DK er et perfekt match. Vi skaber Danmarks næststørste skadesforsikringsselskab og samler det bedste fra begge selskaber ét sted. Med aftalen forener vi to velrenommerede danske forsikringsselskaber og bliver én stor, stærk dansk forsikringskoncern med mere end 700.000 kunder og en klar ambition om at levere markedets bedste løsninger til kunderne. Vi ser frem til at bygge videre på de to selskabers stærke traditioner i en endnu mere konkurrencedygtig virksomhed, hvor vi vil gå forrest i udviklingen af de bedste forsikringsprodukter, skabe nye muligheder og opgaver for vores dygtige medarbejdere samt yderligere øge værdiskabelsen for vores aktionærer gennem solide stordriftsfordele og vores styrkede markedsposition.”

Transaktionen i hovedpunkter

Ved gennemførelsen af Transaktionen vil Alm. Brand købe 100% af den udstedte og udestående aktiekapital i Codan DK, hvortil Codan Forsikrings danske forretning er blevet overdraget forud for gennemførelsen.
Vederlaget, der skal betales kontant i henhold til vilkårene for Transaktionen, værdiansætter Codan Forsikrings danske aktiviteter til ca. 12,6 mia. kr. Vederlaget vil blive justeret på et kapitalneutralt basis for at kunne opgøre eventuelle ændringer i Codan DK's egne midler efter spaltning, og tage højde for indtjening genereret mellem spaltningsdatoen og gennemførelse.
Transaktionen forventes i øjeblikket gennemført i første halvår af 2022 med forbehold for visse betingelser, herunder modtagelse af de relevante regulatoriske og konkurrenceretslige godkendelser samt gennemførelse af Fortegningsemissionen og udskillelsen af Codan Forsikrings danske aktiviteter i Codan DK.
Synergier forventes at udgøre ca. 600 mio. kr. før skat, som forventes fuldt ud realiserede i 2025, og det forventes samtidig at øge indtjeningen pr. aktie (EPS) med mere end 15% og et afkast på investeringen (ROI) på omkring 7% i 2024 baseret på fuldt realiserede synergier.
Alm. Brand har til hensigt at indlede en fortegningsemission med henblik på at rejse et bruttoprovenu på ca. 11,6 mia. kr. (“Fortegningsemissionen”) til at finansiere en del af Transaktionen. Fortegningsemissionen forventes at blive indledt i andet halvår af 2021, og Alm. Brand har indgået en standby-garantiaftale, med forbehold for visse betingelser, med J.P. Morgan AG (“J.P. Morgan”), Nordea Danmark, Filial af Nordea Bank Abp, Finland (“Nordea”) og Skandinaviska Enskilda Banken, Danmark, filial af Skandinaviska Enskilda Banken AB (publ) Sverige (“SEB”). Fortegningsemissionen vil således, med forbehold for visse betingelser, være fuldt ud garanteret af J.P. Morgan, Nordea og SEB.
Som en del af kapitalrejsningen har Alm. Brand af 1792 f.m.b.a. (“Foreningen”) afgivet et uigenkaldeligt tilsagn over for Alm. Brand, J.P. Morgan, Nordea og SEB om at tegne nye aktier i Fortegningsemissionen for et samlet beløb på 3,750 mia. kr. og om derudover at tegne nye aktier på kontantneutral basis. Foreningen ejer i dag 58% af aktierne i Alm. Brand. Efter Fortegningsemissionen forventes Foreningens ejerandel at blive reduceret til under 50% af aktierne i Alm. Brand, men med hensigt om at forøge ejerandelen til over 50% af aktierne i Alm. Brand over tid.
Strategisk rationale
Alm. Brand vil efter Transaktionen blive det næststørste skadesforsikringsselskab i Danmark og det største skadesforsikringsselskab med fuldt fokus på det danske marked med en markedsandel på ca. 18% og en mere diversificeret kundeportefølje med anslået omkring 700.000 privat- og erhvervskunder. Alm. Brand vil styrke tilbuddet til kunderne gennem udvidelse af Codans forsikringsaktiviteter og Privatsikring-samarbejdet samt forøge sine aktiviteter på erhvervsområdet gennem Codans stærke kunderelationer til en række store virksomheder.

På proforma basis for hele år 2020, vil Alm. Brands (inklusive Codan DK) samlede præmieindbetalinger for skadesforsikring udgøre 10,9 mia. kr. (proforma 2020).

Med en fordobling af forretningsomfanget forventer Alm. Brand at kunne realisere væsentlige synergier og stordriftsfordele på tværs af en fælles IT-platform, indkøb, administration, lejeudgifter og fællesfunktioner samt skadesbehandling for derved at forbedre lønsomheden og konkurrencekraften i det samlede selskab. Synergierne forventes at udgøre omkring 600 mio. kr. før skat og forventes fuldt ud realiserede i 2025 med en effekt på omkring 90 mio. kr. i 2022, 240 mio. kr. i 2023, 450 mio. kr. i 2024 og 600 mio. kr. i 2025. Omkostningsbesparelser ventes at udgøre ca. 63% af de samlede synergier, mens synergier forbundet med skadesbehandling og erstatning ventes at udgøre ca. 37%. Derudover forventes omsætningssynergier fra krydssalg og deling af best practice at udløse yderligere fordele over tid. Med henblik på at realisere synergierne forventer Alm Brand at afholde omstrukturerings- og transaktionsomkostninger på ca. 1,0 mia. kr. efter skat.

Det samlede selskab vil drage fordel af den større forretningsvolumen ved at kunne tilbyde helhedsorienterede produkter, der er blandt markedets bedste, skabe større investeringskapacitet og betydeligt forbedrede resultater og værdiskabelse til gavn for selskabets kunder, samarbejdspartnere, medarbejdere og aktionærer.

Efter Transaktionen vil det samlede selskab fortsat have en stærk solvensgrad med en proforma overdækning i niveauet 200% i forhold til Solvens II-kapitalkravet.

Forventninger
Transaktionen forventes at skabe værdi for aktionærerne i form af et forventet afkast på investeringen (ROI) på omkring 7% og øget indtjening pr. aktie (EPS) på mere end 15% i 2024 og derved skabe et efterfølgende væsentligt potentiale for at øge det ordinære udbytte over tid.

Om Codan Forsikrings danske aktiviteter
Codan har hovedsæde i København og har ca. 1.000 ansatte. Selskabet blev etableret i 1916 og er Danmarks fjerdestørste skadesforsikringsselskab med en markedsandel på ca. 9%. Codan har ca. 240.000 privatkunder og 50.000 erhvervskunder.

Om Alm. Brand
Alm. Brand har hovedsæde i København og har ca. 1.400 ansatte. Selskabet blev etableret i 1792 og er Danmarks tredjestørste skadesforsikringsselskab med en markedsandel på ca. 9%. Forsikring har ca. 320.000 privatkunder og 90.000 erhvervskunder. Pension har ca. 70.000 kunder.

Webcast og telefonkonference

Alm. Brand afholder telefonkonference på engelsk for investorer og analytikere i dag, fredag, den 11. juni 2021, kl. 14.30. Telefonkonferencen og præsentationen vil være tilgængelig via Alm. Brands investorhjemmeside.

Følgende numre kan benyttes af investorer og analytikere:

Danmark: +45 8233 3194
Storbritannien: +44 333 300 9031
USA: +1 646 722 4957

Link til webcast: Alm. Brand Investor Call

Finansiel og juridisk rådgiver

Deloitte Corporate Finance er eksklusiv finansiel rådgiver og Accura Advokatpartnerselskab er juridisk rådgiver for Alm. Brand i forbindelse med opkøbet.

Kontakt

Eventuelle henvendelser vedrørende denne meddelelse bedes rettet til:

Investorer og aktieanalytikere:

Senior Investor Relations Officer
Mikael Bo Larsen
Mobilnr. +45 5143 8002

Presse:

Pressechef
Maria Lindeberg
Mobilnr. +45 2499 8455

Denne meddelelse indeholder “fremadrettede udsagn”, som omfatter alle andre udsagn end udsagn om historiske fakta. Fremadrettede udsagn er kendetegnet ved ord som “agter”, “vurderer”, “forventer”, “kan”, “har planer om”, “skønner” og andre udtryk, der indeholder indikationer eller forudsigelser om fremtidige forhold eller tendenser, der ikke er baseret på historiske fakta, og de er udtryk for Alm. Brands opfattelser og forventninger og indebærer en række risici, usikkerheder og forudsætninger, der kan bevirke, at faktiske begivenheder og resultater afviger væsentligt fra eventuelle fremtidige begivenheder eller resultater, der er udtrykt eller underforstået i de fremadrettede udsagn. De oplysninger, der er indeholdt i denne pressemeddelelse, kan ændres uden varsel og, medmindre gældende lovgivning kræver det, påtager Alm. Brand sig ikke noget ansvar for eller nogen forpligtelse til offentligt at opdatere eller revidere nogle af de fremadrettede udsagn indeholdt heri og har ingen hensigt om at gøre det. Fremadrettede udsagn, som alene gælder pr. datoen for denne meddelelse, bør ikke tillægges for stor vægt. Som følge af disse risici, usikkerheder og forudsætninger bør de fremadrettede udsagn ikke tillægges for stor vægt som forudsigelser om fremtidige forhold eller i øvrigt.

J.P Morgan, Nordea og SEB påtager sig intet ansvar og fremsætter ingen erklæringer eller garantier, udtrykkeligt eller underforstået, for indholdet af denne meddelelse, herunder dets nøjagtighed, fuldstændighed eller verifikation eller for nogen anden erklæring fremsat eller påstået at blive fremsat af nogen part, der er henvist til i denne meddelelse, og intet i denne meddelelse er eller skal blive påberåbt som et løfte eller repræsentation i denne henseende, hvad enten det gælder fortiden eller fremtiden. J.P. Morgan, Nordea og SEB fraskriver sig derfor i videst muligt omfang indenfor lovgivningens rammer alt og ethvert ansvar og erstatningsansvar, uanset om disse opstår indenfor erstatningsret, kontrakt eller på anden måde, som de ellers måtte have i forhold til dette dokument og en sådan erklæring.

J.P. Morgan, Nordea og SEB handler udelukkende for Alm. Brand og ingen andre i forbindelse med den potentielle Fortegningsemission. J.P. Morgan, Nordea og SEB vil således ikke betragte nogen anden som en klient i forhold til den potentielle Fortegningsemission og er ikke ansvarlig overfor andre end Alm. Brand i forhold til at yde den beskyttelse, de tilbyder sine klienter, eller for at give rådgivning i forbindelse med den potentielle Fortegningsemission.

Denne meddelelse har ikke til hensigt at udgøre og udgør ikke et tilbud eller en opfordring til at tilbyde at købe eller på anden måde erhverve, tegne, sælge eller på anden måde afhænde nogen værdipapirer eller en opfordring til at afgive stemme eller godkendelse i nogen jurisdiktion. Et eventuelt tilbud vil udelukkende blive fremsat på baggrund af tilbudsdokumentation, som indeholder de fuldstændige vilkår og betingelser for det eventuelle tilbud, herunder oplysninger om, hvordan tilbuddet kan accepteres.

Denne meddelelse må ikke publiceres eller udleveres, direkte eller indirekte, i eller til USA, Canada, Australien og Japan, eller nogen anden jurisdiktion, hvor dette kan udgøre en overtrædelse af lokale værdipapirlove eller -regler i den pågældende jurisdiktion. Denne meddelelse udgør ikke et udbud af værdipapirer til USA. De i denne meddelelse omtalte værdipapirer er ikke og vil ikke blive registreret i henhold til U.S. Securities Act of 1933 med senere ændringer (“Securities Act”) og må ikke udbydes, pantsættes, sælges, leveres eller på anden måde overføres, direkte eller indirekte, i USA, undtagen i henhold til en fritagelse for, eller i en transaktion, der ikke er omfattet af, registreringskravene i Securities Act. Der bliver ikke foretaget et offentligt udbud af værdipapirer i USA. De heri beskrevne værdipapirer er heller ikke og vil ikke blive registreret i henhold til gældende værdipapirlovgivning i Canada, Australien eller Japan eller i henhold til gældende værdipapirlovgivning i eventuelle andre jurisdiktioner, hvor dette kan udgøre en overtrædelse af sådan lovgivning.

  • Issue by:ALM Brand A/S
  • Web:http://
  • About Viv-Media|Free Add URL|Submit Press Release|Submit How To|SiteMap|Advertise with Us|Help|Contact Viv-Media |China Viv-Media
  • Copyright© 2010-2020 viv-media.com Corporation.
    Use of this web constitutes acceptance of Terms of Service and Privacy Policy. All rights reserved.  Poetry Online :Ancient Chinese Poetry